Nyheder - Dansk Münsterländer klub Viborg

Resultatliste DMK-Online

Tur til Norge september 2024

af DMKwebmaster | jan 25, 2025 | Nyheder | 0 Kommentarer

Tekst og foto.. Tage S. Nielsen

Jeg har betalt Norsk jeger afgift de fleste år siden 1996. De første år jagtede jeg uden hund,
grundet karantæne reglerne dengang.
Steinar, min gode jaktkombis i Norge havde erhvervet en hvalp fra mit hvalpekuld i 2010.
Buster har haft et spændende liv med meget jakt og har mange færdigheder. Buster kunne
drive en elg langt, for han havde ikke forstået det med at stille elgen. Når Buster havde
været ikke særlig lydig, var han en Monsterländer og hed så Buster Nielsen. Buster er still
going strong, dog er han mærket af aldereren. Når jeg ankommer, glemmer han alt om
alder, farer rundt og hærger huset, som han har gjort det hvert eneste år.
Steinars sæterhytte er udgangspunkt for ferie og jagt.
Når man jagter rype og skovfugl er det ikke store afskydnings tal. Først er det anderledes
terræn, plantevækst og højdekurve der jagtes i. Dernæst er samarbejdet med hunden
altafgørende. Nogle hunde benyttes kun til apportering. Stadigvæk her i 2024 er der
områder, der friholdes for jagt med løs hund, altså kun benyttes til stökjakt, trampejagt.
Mine hunde og jeg er kommet på fuglejagt i Østerdalen siden 2008. Gennem årene er det
blevet til mange kilometer i Norske skove og fjelde. Dette jagtområde, hvor jeg som
udlænding kan købe jaktkort, er på 90 km2. Det er gennem årene lykkedes at nedlægge
jærpe, urfugl, tjur, dalrype og fjeldrype for egne hunde.

Fuglejagt Norge 2024.
Som vanlig starter en Norges tur længe før den forløber. Allerede ved sidste års tur får
Steinar og jeg en del snak om, hvad der kunne være interessant at udforske ved kommende
mulighed. Fruerne trækker så blot på skuldrene af al den kloge snak.
Senere vedligeholdes ideer og nye skabes over Skype. Der har vi den faste aftale, at vi kun
taler 60 minutter pr. gang.
Specielt for august i år var, at der blev skudt en 80 kg. bjørn ikke langt fra, hvor jeg fik skudt
jærven. Der var 1 bjørn tilbage på kvoten i Hedmark. Resultatet blev, at jeg registrede mig
som licensjeger på bjørn, forberedt på en mulig chance.
Når jeg jagter med to hunde, er den ene altid i snor og den anden arbejder så uforstyrret.
For hver 2-5 minutter skifter de plads. Dette gør, at de hurtigt forstår at komme ind selv, få
en slurk vand og en kort pause. Dermed opnås en god kontakt og at stand sjælent er over
150 m. væk. På en svensk rypetur, hvor der deltog en Gordon setter, som tog stand som en
sort plet i horisonten, udtalte Bjørn de berømte ord, ”Din hund, din stand”
Skiftet gør det muligt at hver hund kan gå op til 30 – 50 km. på en jagtdag. Med tiden er vi
dog blevet meget mere rolige og hundene går sjældent 20 km. Det er en stor hjælp at have
et pejl på hundene, hvor GPS’en bipper ved stand. Med den norske GPS-holder er det så
blot at se ned, og retning og afstand ses umiddelbart.

1. dagen, ankomstdagen startede med en kort tur i skoven. Sådan for lige at banke rust af
poterne.
2. dagen gik vi en længere tur på fjeldet, hvor Cira havde stand for fjeldrype. Fjeldrypen
trykker ikke gerne for hunden og ofte løber den før skudchance opstår. Således også denne
gang, hvor Cira rejste over 100 meter i et tempo, hvor jeg hele tiden var med og skudklar.
Fjelrypen rejste på for langt hold og slog en bue rundt om os og fløj mod toppen og
forsvandt af syne efter 1.200 meters flugt.
3. dagen gik vi skoven og havde kontakt til tjurkok, som stod af på 40 meter. Ved kontakt til
fugl, holder vi altid pause, får lidt energi og hunden hviler sig netop der, hvor der er
fuglefært. Jeg genkendte træstubben; her snød tjurkokken os også for tre år siden.
Senere fik Duke kontakt med fugl, som løb under vind. Den lettede kort foran hunden, et
skud, sikker knaldapport og en urhøne kom på tasken.
4. dagen gik vi igen på fjeldet. En lang dag hvor Duke havde en stand, havde en langt forsøg
på at nagle rypen igen, rypen stod af på langt hold.
5. dagen trak Cira mimrekortet. Ved første slip gik hun glad rundt og så tilpas ud, fik så
tilbudt en hviledag. Duke og jeg fik noget kvalitetstid i skoven.
På et tidspunkt næsten oppe ved trægrænsen, fik Duke stand, jeg kom hurtigt på plads, gav
rejseordre, op kom en urhøne. Der drev fjer i luften, men ikke nogen fugl efter kasteskudet.
Ofte når skovfugle netop at kaste sig ind bag den nærmeste bevoksning. Vi tog en pause og
gik så eftersøg og fandt fuglen, der havde fløjet 70 meter efter skudet. Urhøne nr. to kom på
tasken.
6. dagen ville jeg i skoven på en kort tur. Planen var at gå til lysningen i skoven fra nærmeste
skovvej, overliste og hjembringe tjurkokken fra dag 3 i triumf. Derefter at holde hviledag og
så gå på fjeldet og gå stort på 7. og sidste dag. Nu gik det sådan at tjurkokken fremviste det
meste af sit rige: Duke havde ofte kontakt men kunne ikke sætte fuglen, så vi gik alt for
langt.
En tjurkok har et stort område den benytter – der lever en for ca. hver 3 km 2 .
Det betyder, at når du har skudt forbi, så ved du hvor langt der er til næste skudchance.
7. dag blev en hviledag og gik med at klargøre til hjemrejsen.

Hjemme igen.
Efter jeg kom hjem til Danmark sendte Steinar foto af en 150 kg. hanbjørn, som blev skudt
netop på den fjeldside, hvor jeg fik den 2. urfugl.
På Skype snakkede vi om, hvorvidt eller hvad jeg kunne have gjort anderledes for evt. at
have fået mulighed for bjørnen.

Ordvekslingen på Skype blev vel ca. sådan:
Steinar mente at mere intensiv fuglejagt på fjeldsiden kunne have givet en konfrontation
med hundene og dermed en skudchance.
Jeg mente, at nu skal den jo skydes med kugle og at jeg gik med hagl.
Han udtrykte, at hagl på kort hold var meeget effektive.
Jeg fremførte, at i så fald måtte taktikken blive at skyde bjørnen og så kravle ud under
den….

Faktabox.
Bjørne i Norden tilhører de europæiske brunbjørne. Nordiske bjørne har jo levet tæt på
mennesker altid, så deres adfærd er altid at undgå mennesker.
En bjørn kan løbe op mod 50 km. i timen. Det er almimdeligt at en presset og irriteret bjørn
brøler og rykker træer og buske op under stor ståhej og gør udfald mod hundene. Bjørnen
kan også lave skinangreb på jægeren, hvor den stopper op få meter før jægeren.
Man ved blot ikke hvornår det ikke kun er et skinangreb.
Rigtigt farligt kan det blive når hunden overrasker bjørn med unger, eller bjørn ved et bytte.
Bjørnen kan så pludselig gøre udfald og hvis hunden så søger sikkerhed hos føren, som uden
varsel helt uventet får nærkontakt.

Hvordan jeg klarede 2 første præmier på markprøve på samme weekend

af DMKwebmaster | okt 27, 2023 | Nyheder, Resultater | 0 Kommentarer

Hvordan jeg klarede 2 første præmie på
markprøve i samme weekend.
Viborg Kleiner munsterlænder klub har spillet en stor rolle i det, jeg har opnået.
En lille fortælling om min succes med min hund, som jeg fik to 1. præmier med i markprøve på
samme weekend – og om vigtigheden af at komme til hundetræning.
Det er altid vigtigt at bruge tid sammen med sin hund. Jo mere tid, man bruger sammen med sin
hund, jo bedre – og at tage sin hund – og sig selv med til hundetræning, synes jeg er en
nødvendighed. Jeg har, hver gang vi har fået en ny hund, været til hvalpetræning. Vi er jo nok
mange, som synes, det går rigtig godt med at træne vores hund derhjemme, lige indtil den kommer
sammen med andre hunde – så går det alligevel ikke så godt.
Både min kone og jeg, samt to af vores børn, nyder at kunne gå på jagt sammen. Derfor er det at
have en jagthund helt naturligt og uundværligt for familien.
For nu to år siden sagde jeg og familien velkommen til en ny Vizla-hvalp i familien – Pax. På det
tidspunkt kunne jeg ikke nå at starte op i den lokale jagtforening til deres normale forårstræning.
Så det blev til lidt hjemmetræning sammen med min anden Vizla, som på det tidspunkt var 8 år.
Men i januar 2022 startede min kammerat, Hans, op til hundetræning med sin hvalp, en Kleiner
Münsterlænder, og han spurgte, om det ikke var noget for mig at komme med til hundetræning i
Viborg Kleiner Münsterlænder klub.
Jeg tog kontakt for at høre, om min Vizla og jeg kunne få lov til at træne sammen med dem.
Heldigvis var racen ingen hindring, og vi fik lov til at deltage i deres hundetræning. Vi begyndte
med træning i Demstrup i en ridehal, som klubben havde til rådighed. Det var virkelig en fantastisk
klub at starte op i. Til hver træning var der altid en masse trænere, og de var virkelige gode til at
lære fra sig og vejlede os. Altid velforberedte. Vi trænede i alt 20 gange henholdsvis i en ridehal,
en lukket bane i Bjerringbro og ved Klostermarken i Viborg. Hver gang var vi 16-18 hunde og 6-8
trænere. Til hver træning var der masser af vildt at træne med, hvilket gjorde at øvelserne blev
meget autentisk for hunden. Det endte med, at min hund blev den bedste hund i unghunde
klassen.
Jeg blev opfordret af mine trænere til at gå op til en anerkendt apporteringsprøve, hvilket jeg aldrig
tidligere havde prøvet. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå. Det var ikke kun min hund der var
til prøve, det var jeg også. Heldigvis gik det rigtig godt, og vi bestod prøven.
Så bestemte jeg mig for at starte til schweiss-træning, og da jeg spurgte ind til, hvor mange gange
vi skulle træne, var svaret, at vi træner, til vi er sikre på, at alle består prøven.
Vi var 8 hundeejer med hver vores hund der startede op til schweiss-træning sammen og
efterfølgende skulle op til prøve sammen. Men den dag, der skulle være prøve, kunne jeg
desværre ikke, da vores søn og svigerdatter skulle giftes hjemme på gården.
Heldigvis var det muligt for mig at blive tilmeldt på et andet terræn ved Års. Det var en super
spændende dag, og igen var Pax i topform, og vi blev nummer et af de 14 hunde, der var med til
prøven.
Alle de otte hunde, som havde gået sammen til træning, bestod schweiss-prøven

Ved en af jagterne i efterårssæsonen var der blevet skudt en ræv, og jeg ringede til formanden i
Kleiner Münsterlænder klubben og spurgte, om de ville have ræven og bruge den til deres træning.
Han kom forbi til en kop kaffe og ordene faldt prompte: “Den der røde hund har jo gjort det rimelig
godt, du skal med til en markprøve” sagde han.
Vi startede op til træningen – Pax og jeg. Der blev trænet på deltagerens egne jagtmarker, og igen
blev der fra trænernes side gjort et kæmpe stykke arbejde for, at træningen blev så god og
autentisk som muligt.
Jeg kunne godt se, at det ville blive svært at bestå sådan en markprøve. Der er mange ting der på
dagen skal lykkes, der skal for eksempel være noget fuglevildt, hund og hundeføreren skal have
den rigtig “tænding” og vejret kan også spille en stor rolle. Så jeg endte med at melde mig til tre
prøver i håb om, at jeg kunne bestå en af prøverne.
Derfor var min overraskelse også stor, da jeg ved den første prøve,som den eneste bestod ud af
12 hunde – og det ovenikøbet med en 1. præmie. Pax gik supergodt – og vores træningsarbejde
blev belønnet.
Dagen efter skulle jeg til den anden prøve, og jeg snakkede med den ene af trænerne, som sagde
til mig, at det at opnå to førstepræmier på markprøve i samme weekend, er ”sværere end at skyde
double i snepper.”
Pax og jeg kom i gang, og det gik igen rigtig godt for os, og igen fik vi en 1. præmie. Vildt fedt.
Vi kom til næste weekend, hvor jeg skulle til den tredje prøve. Her var Pax og jeg de sidste, der
skulle op. Men Pax var simpelthen blevet så utålmodig af at vente – så hun fór afsted og startede
med at løbe langt ud, fik rejst en fugl, som lige skulle følges endnu længere ud –alt for langt ud. Og
så kunne vi godt køre hjem.
Da jeg kom hjem, gik jeg en tur i skoven, og kort inde i skoven stod Pax stand. Jeg gav rejseordre,
og Pax rejste en sneppe og smed sig straks dæk. Det var lige som det skulle være, og det var for
mig lige så godt som at bestå en prøve. Det at kunne læse sin hund og skabe en
sammenhørighed, der giver grobund for masser af gode oplevelser, betyder rigtig meget for mig.
Jeg har først og fremmest en jagthund for at kunne gå på jagt sammen med den. Og at have en
hund, der kan sit kram, er en kæmpestor fornøjelse for mig.
Det har været meget spændende og lærerigt for både min hund og jeg at deltage i de mange
træningstimer og selvfølgelig også i prøverne. Jeg er imponeret over det store stykke arbejde, der
ydes i hundeklubberne landet over, og som også er værter ved de mange hundeprøver der
afholdes. Så til os hundeejere – det er bare med at komme afsted.
En stor tak til Viborg Kleiner Münsterlænder klub og de mange trænere, der har bidraget til Pax’ og
min succes. Tak!
Asger Risgaard