Hvordan jeg klarede 2 første præmie på
markprøve i samme weekend.
Viborg Kleiner munsterlænder klub har spillet en stor rolle i det, jeg har opnået.
En lille fortælling om min succes med min hund, som jeg fik to 1. præmier med i markprøve på
samme weekend – og om vigtigheden af at komme til hundetræning.
Det er altid vigtigt at bruge tid sammen med sin hund. Jo mere tid, man bruger sammen med sin
hund, jo bedre – og at tage sin hund – og sig selv med til hundetræning, synes jeg er en
nødvendighed. Jeg har, hver gang vi har fået en ny hund, været til hvalpetræning. Vi er jo nok
mange, som synes, det går rigtig godt med at træne vores hund derhjemme, lige indtil den kommer
sammen med andre hunde – så går det alligevel ikke så godt.
Både min kone og jeg, samt to af vores børn, nyder at kunne gå på jagt sammen. Derfor er det at
have en jagthund helt naturligt og uundværligt for familien.
For nu to år siden sagde jeg og familien velkommen til en ny Vizla-hvalp i familien – Pax. På det
tidspunkt kunne jeg ikke nå at starte op i den lokale jagtforening til deres normale forårstræning.
Så det blev til lidt hjemmetræning sammen med min anden Vizla, som på det tidspunkt var 8 år.
Men i januar 2022 startede min kammerat, Hans, op til hundetræning med sin hvalp, en Kleiner
Münsterlænder, og han spurgte, om det ikke var noget for mig at komme med til hundetræning i
Viborg Kleiner Münsterlænder klub.
Jeg tog kontakt for at høre, om min Vizla og jeg kunne få lov til at træne sammen med dem.
Heldigvis var racen ingen hindring, og vi fik lov til at deltage i deres hundetræning. Vi begyndte
med træning i Demstrup i en ridehal, som klubben havde til rådighed. Det var virkelig en fantastisk
klub at starte op i. Til hver træning var der altid en masse trænere, og de var virkelige gode til at
lære fra sig og vejlede os. Altid velforberedte. Vi trænede i alt 20 gange henholdsvis i en ridehal,
en lukket bane i Bjerringbro og ved Klostermarken i Viborg. Hver gang var vi 16-18 hunde og 6-8
trænere. Til hver træning var der masser af vildt at træne med, hvilket gjorde at øvelserne blev
meget autentisk for hunden. Det endte med, at min hund blev den bedste hund i unghunde
klassen.
Jeg blev opfordret af mine trænere til at gå op til en anerkendt apporteringsprøve, hvilket jeg aldrig
tidligere havde prøvet. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå. Det var ikke kun min hund der var
til prøve, det var jeg også. Heldigvis gik det rigtig godt, og vi bestod prøven.
Så bestemte jeg mig for at starte til schweiss-træning, og da jeg spurgte ind til, hvor mange gange
vi skulle træne, var svaret, at vi træner, til vi er sikre på, at alle består prøven.
Vi var 8 hundeejer med hver vores hund der startede op til schweiss-træning sammen og
efterfølgende skulle op til prøve sammen. Men den dag, der skulle være prøve, kunne jeg
desværre ikke, da vores søn og svigerdatter skulle giftes hjemme på gården.
Heldigvis var det muligt for mig at blive tilmeldt på et andet terræn ved Års. Det var en super
spændende dag, og igen var Pax i topform, og vi blev nummer et af de 14 hunde, der var med til
prøven.
Alle de otte hunde, som havde gået sammen til træning, bestod schweiss-prøven

Ved en af jagterne i efterårssæsonen var der blevet skudt en ræv, og jeg ringede til formanden i
Kleiner Münsterlænder klubben og spurgte, om de ville have ræven og bruge den til deres træning.
Han kom forbi til en kop kaffe og ordene faldt prompte: “Den der røde hund har jo gjort det rimelig
godt, du skal med til en markprøve” sagde han.
Vi startede op til træningen – Pax og jeg. Der blev trænet på deltagerens egne jagtmarker, og igen
blev der fra trænernes side gjort et kæmpe stykke arbejde for, at træningen blev så god og
autentisk som muligt.
Jeg kunne godt se, at det ville blive svært at bestå sådan en markprøve. Der er mange ting der på
dagen skal lykkes, der skal for eksempel være noget fuglevildt, hund og hundeføreren skal have
den rigtig “tænding” og vejret kan også spille en stor rolle. Så jeg endte med at melde mig til tre
prøver i håb om, at jeg kunne bestå en af prøverne.
Derfor var min overraskelse også stor, da jeg ved den første prøve,som den eneste bestod ud af
12 hunde – og det ovenikøbet med en 1. præmie. Pax gik supergodt – og vores træningsarbejde
blev belønnet.
Dagen efter skulle jeg til den anden prøve, og jeg snakkede med den ene af trænerne, som sagde
til mig, at det at opnå to førstepræmier på markprøve i samme weekend, er ”sværere end at skyde
double i snepper.”
Pax og jeg kom i gang, og det gik igen rigtig godt for os, og igen fik vi en 1. præmie. Vildt fedt.
Vi kom til næste weekend, hvor jeg skulle til den tredje prøve. Her var Pax og jeg de sidste, der
skulle op. Men Pax var simpelthen blevet så utålmodig af at vente – så hun fór afsted og startede
med at løbe langt ud, fik rejst en fugl, som lige skulle følges endnu længere ud –alt for langt ud. Og
så kunne vi godt køre hjem.
Da jeg kom hjem, gik jeg en tur i skoven, og kort inde i skoven stod Pax stand. Jeg gav rejseordre,
og Pax rejste en sneppe og smed sig straks dæk. Det var lige som det skulle være, og det var for
mig lige så godt som at bestå en prøve. Det at kunne læse sin hund og skabe en
sammenhørighed, der giver grobund for masser af gode oplevelser, betyder rigtig meget for mig.
Jeg har først og fremmest en jagthund for at kunne gå på jagt sammen med den. Og at have en
hund, der kan sit kram, er en kæmpestor fornøjelse for mig.
Det har været meget spændende og lærerigt for både min hund og jeg at deltage i de mange
træningstimer og selvfølgelig også i prøverne. Jeg er imponeret over det store stykke arbejde, der
ydes i hundeklubberne landet over, og som også er værter ved de mange hundeprøver der
afholdes. Så til os hundeejere – det er bare med at komme afsted.
En stor tak til Viborg Kleiner Münsterlænder klub og de mange trænere, der har bidraget til Pax’ og
min succes. Tak!
Asger Risgaard