Den 28. oktober 2017 i Rejsby var vores første møde med markprøve disciplinen, og vejrmæssigt nok ikke den bedste debut man kunne tænke sig.

Balder var 1 år og 8 mdr. Skulle vi nå en markprøve, inden han blev 2 år, skulle det jo snart være.

Så vi mødte op til start i gråvejr og småregn, og vi skulle bare vide hvad der var i vente. Vi blev kørt ud i terrænnet og fandt ret hurtigt ud af, at fuglene var svære at finde og dem der var, sad meget løse. Hvis det bare var det vi skulle kæmpe med. Men nej man må sige at vejret viste sig fra sin dårligste side for jeg tror aldrig jeg har været ude i sådan et vejr før. Ikke nok med at det begyndte at styrtregne (20-30mm) så blæste det også 12-15m/sek. Ja det var så slemt, at dommeren sagde stop ved 14 tiden, selv om der var flere hunde, der ikke havde været for fugl, der i blandt mig selv. Sådan en prøve glemmer man ikke bare lige.

 

En anden prøve, man heller ikke bare lige glemmer, er nok den, hvor man får sin første præmiering. Efter MANGE timers træning og tre prøver uden held skete det den 5. oktober 2018 Hobro på vores sidste prøve i år.

Et lille hold på 7 hunde i et engområde, der aldrig havde været trænet i eller afholdt prøve på før.

Efter tre slip i perfekt fart og stil skete det, Balder fik stand. Jeg meldte standen, skytterne kom på plads og dommeren gav grønt lys. Jeg gav Balder rejseordre. Han gik frem men stod igen. Jeg gav ham ordre til at gå frem igen og han lettede en flok agerhøns, tog en i opfløj som han kom og afleverede korrekt til mig og forholdt sig i ro.

Hvad jeg ikke lige opdagede i kampens hede var at, der også blev skudt en, som han også skulle hente og det gjorde han.

Dette blev belønnet med en 1. Præmie i Brugsklasse.

 

Skårupegnens Balder og Mette Post